Fællesskaber på Polaroid

Fællesskaber har helt tilbage til stenalderen været afgørende for vores overlevelse som art, og under forårets lockdown blev det tydeligt, hvor vigtige fællesskaber stadigvæk er for os. Denne udstilling viser en række fællesskaber, som blev tvunget ud af vante omgangsformer i foråret 2020. 

Nogle har beskrevet covid-19 som en kæmpe fartbøde til os alle. En bøde fra klimaet for at udnytte jordens ressourcer, men også en bøde for økonomisk ulighed. For selvom alle kan blive ramt af virussen, er det stadig lettere at være rig end fattig. I denne situation er det afgørende, at vi er fælles om at bekæmpe covid-19, ellers nytter det ikke. Fotografierne og de små interviews lægger op til refleksion; ingen ønsker covid-19, men hvad er det bedste, vi kan tage med videre og hvilken betydning har fællesskaberne for den enkelte?

__________________________________________________________________________________________________

Andelsboligforeningen ‘Sigridsminde’ blev stiftet i 1995, hvor en gruppe på 11 voksne og 2 børn købte en nedlagt gård til at bruge som fritidshus. Foreningen fungerer med ganske simple regler; fælles husholdning; ingen faste ferieuger; vær rummelig og giv plads. Der har været få udskiftninger blandt andelshavere, og over årene har venner, familier, kollegaer og skoleklasser været på besøg – ja, der har været mange fester.

Under covid-19 nedlukning i foråret blev der, for første gang i 25 år, restriktioner for antal personer på gården på samme tid. Man inddelte sig i familiegrupper og måtte lave stramme aftaler på WhatsApp. Der var grupper på gården hen over hele foråret, nogle kunne arbejde online, andre bage brød, kalke vægge og læse bøger. 

Da sommeren kom, måtte den store 25-års jubilæumsfest aflyses, til stor fortrydelse for  alle, men især for de 11 børn og unge voksne. Alt i alt var der 32 til festmiddag, kun de allernærmeste var inviteret. Dagen derpå var det overraskende, hvor dejligt og intimt det havde været med en lille fest. De mange gæster og de store fester skal nok komme igen, men for en stund var der mere ro og tid til hinanden.